Klicka på bilden, för att se hela bilden
Det vakte national såvel som international opsigt, da Tivoli tilbage i 2018 første gang inviterede gæsterne indenfor til en ny vintersæson i februar måned. Blandingen af sne-scenografier og vinteraktiviteter var så populære, at sæsonen nu fortsættes. Der er udsigt til nye lysscenografier, legeaktiviteter og med ABBA musicalen Mamma Mia i Koncertsalen er der noget for enhver smag. Den nye rutsjebane Mælkevejen farer med lysende røgsøjler gennem mørket og indgår med de øvrige kørende forlystelser i vinterprogrammet. Vinter i Tivoli finder sted fra den 31.1.20 til og med 23.2.20, hvor vinterferie, Valentinsdag og fastelavn indgår i samme periode.
Vinter i Tivoli kan som sæson fejre 3-års fødselsdag og cementerer, at Tivoli for alvor er gået fra at være en sæsonvirksomhed til helårsvirksomhed. Vintersæsonen og den nye Copenhagen Light Festival i København har bidraget til at flytte flere turister til København i den mørke tid og begge nævnes af internationale medier som en rigtig god grund til at besøge København. Senest er hovedstaden kommet på CNN listen ”Travel’s 20 best places to visit in 2020”.
Når billeder siger mere end 1000 ord
Gæsterne kan se frem til at opleve et gennemført vinterunivers med bl.a. skøjtebane, hvor interaktivt lys i isen følger skøjteløberne. Når gæsterne løfter nakken, kan de lade sig betage af en ny laserståle, der baner sig vej fra Nimb slottets tårn og ud i København til Langebro og Refshaleøen. Laserstrålen indgår også aktivt i Copenhagen Light Festival i København. Musicalen Mamma Mia spiller indenfor i Koncertsalen, og på bygningens rå facade udenfor kan gæsterne lade sig betage af Martin Ersteds lasershows. På Plænen optræder tegneserieikonet Rasmus Klump med nye forestillinger og på Tivoli-Søen er der udsigt til spektakulære lys-shows.
Ambitioner
Det er ambitionen at tage gæsterne med på en lys-rejse, hvor vintersæsonen i Tivoli skal måle sig med de bedste i branchen internationalt. Jesper Kongshaug, der er er Tivolis lysdesigner, er i 2020 også kunstnerisk leder af Copenhagen Light Festival. Hans lysværker findes i øvrigt over hele verden; det er fx ham, der har skabt nordlyseffekten på John F. Kennedy Center i Washington, som blev brugt i tv-serien House of Cards.
Jesper Kongshaug fortæller om Vinter i Tivoli 2020:
”Vintertemaets blå farver giver februar-kulden en ny dimension med sit sprøde, frosne lys, der er Tivolis fortolkning af nordisk vinter. Vi bruger den nyeste LED-teknik til at skabe lyssætningen i Haven. Desuden skaber vi sammen med landets førende grafikere og lyskunstnere en række enkeltstående værker eller oplevelser, hvor nogle kalder på humor og betagelse, andre på eftertanke og forundring. I 2020 skaber f.eks. Martin Ersted laserlys på Koncertsalens rå facade, og Ane Nejsum har skabt ny grafik til sit lysloft ved H. C. Andersen Slottet. Og så bliver den ikoniske laserstråle, der er symbol for Copenhagen Light Festival forlænget, så den går fra Nimbs kuppel hele vejen over byen til Refshaleøen, og på den måde binder Tivolis og byens lysværker sammen.”
Gensyn med skøjtebane og lystunnel ser dagens lys
Der kommer lys på den 300 m2 store skøjtebane foran Nimb, så det bliver en kombination af lysoplevelser og skøjtning, hvor piruetter og andre bevægelser får det interaktive lys under isen til at forandre sig. Det store springvand ved Plænen bliver illumineret, så det ser frossent ud og ligner en 10 meter høj isskulptur. Der opføres også en 18 meter lang lystunnel langs Tivoli Søen, og foran H.C. Andersen Slottet opsættes et lysloft med ny vintergrafik til musik Af Aphex Twin.
Tivoli Søen omdannes til lys-arena
Langs Tivoli Søen svæver Olafur Eliassons 33 lamper Little Sun Light Swarm mellem træerne. På Tivoli Søen vises på skift lysshowene Vølvens Spådom, som tager afsæt i ragnarokhistorien og Tango Jalousie, der er bygget op omkring Jacob Gades evergreen.
Pingonesien åbner for de mindre
I en lille landsby på Plænen står den 15 meter høje iglo Pingonesien. Pingonesien tager udgangspunkt i det verdensberømte Rasmus Klump-univers. Udenpå på den hvide iglo er der video-projektioner, hvor Rasmus Klump og hans venner animeres på himlen, som var de stjernetegn. Indenfor i igloen vil der udover legeaktiviteter for børnene være mulighed for at danse til en ny dansevideo med titlen ”Plingeling,” der også optræder på det nye Rasmus Klump-soundtrack. Igloen byder på tematiserede vinteraktiviteter, hvor børn kan lege på rutsjebaner, udfordre sig selv på stejle klatrevægge mm.
Rasmus Klump kan tale i ny forestilling
De mindste kan se frem til de to nye forestillinger Pingonesien Tur/Retur og Vinterløjer, hvor Rasmus Klump, Pingo og Flora optræder for børnene. Som noget helt nyt, og ganske epokegørende, får Rasmus Klump for første gang en stemme under forestillingerne. Det vil nok komme som en rigtig god overraskelse for publikum. Efter forestillingerne kan de mindste kramme og få taget selfies med de populære Tivoli-ikoner. Der er forestilling fire gange dagligt.
Valentinsmiddage og romantisk stemning i Tivoli
Valentinsdag har længe haft svært ved at finde sin plads blandt Danmarks mange mærkedage. Men noget tyder på, at netop trangen og lysten til en romantisk aften er ved at finde sine ben her i landet. Tivoli oplever mange par, der på netop denne dag vælger en romantisk dag i forlystelseshaven. Der er kærlig kamp om bænkene omkring søen og de mange borde med romantisk udsigt på restauranterne. På Valentinsdag er der særlige valentinsmiddage på flere af Tivolis restauranter, gæsterne kan hænge hjerter med deres udkårnes navn på broen over Tivoli Søen, løbe arm i arm på Københavns smukkeste skøjtebane og tage kærlighedsselfie på Kyssebænken. Vintersæsonen med et brag da sidste åbningsdag bliver fastelavnssøndag.
Tivoli Dining Week
Fra 31. januar til 6. februar er det for tredje år i træk tid til restaurantfestivalen Tivoli Dining Week. Her byder kendte Tivoli-restauranter som Mazzoli´s, Gemyse og Brdr. Price med flere menuer til en fast pris pr. person for en 3-retters menu på 215 kr., ekskl. billetgebyr. Som noget nyt i år vil det også være muligt at vælge en kagemenu hos konditoriet Cakenhagen. Sammen med menuen kan Tivolis entrébillet købes til reduceret pris. Man skal være hurtigt ude for at få gode pladser!
Med den nye sæson, som så dagens lys i 2018, er visionen om at gøre Tivoli til en helårsforretning gået i opfyldelse. Vintersæsonen og den nye Copenhagen Light Festival i København nævnes af internationale medier som en rigtig god grund til at besøge København i den mørke tid.
© Tivoli