TIVOLI i Köpenhamn bygger nytt Covid-säkert Halloween-område

Klicka på bilden, för att se hela bilden

Halloween i Tivoli trodser Covid-19 og skaber nyt område for gæsterne

Der har aldrig været så kort tid til at få styr på over 20.000 græskar, Halloween-scenograferede boder og forlystelser som i år. Der bliver 4 dage til klargøring fra sommersæsonens sidste dag til officiel åbning af Halloween i Tivoli. Det skyldes den forlængede sommersæson pga. COVID-19. Det betyder dog ikke, at ambitionerne er sat ned af den grund. Blandt årets nyheder er Kirkegaarden med levende døde i området ved de Hængende Haver på kanten af Tivoli Søen. Det nye scary område er bevist placeret i yderkanten af Tivoli for bedre at kunne sprede gæsterne ud over alle forlystelseshavens 82.000 m2. Halloween i Tivoli finder sted fra 9. oktober til 1. november og følger alle COVID-19 restriktioner og anbefalinger, så gæsterne er sikret en tryg oplevelse.

Tivoli har siden 2015 investeret over 26 millioner kroner i efterårssæsonen, hvilket understreger efterårssæsonens betydning for forlystelseshaven. Når Tivoli for 15. gang tager hul på Danmarks største Halloween event, der løber over 3 uger, bliver det bl.a. med 21.825 forskellige græskar samt et nyt område, hvor gæsterne bliver udsat for gys.

Havedirektør Kasper Schumacher fortæller her om klargøring af Tivoli:

Nyt område inddraget til gys og hvin
På få år har Halloween i Tivoli udviklet sig til at blive den største efterårsbegivenhed i Danmark. Blandt gæstemagneterne i år er området med de Hængende Haver fra 1955, som forvandles til et scary-område med kirkegårdstema. Tivoli forventer, at det trækker stikket hjem hos gæster med hang til gys sammen med Det Hjemsøgte, Tivolis berømte scaryhouse. Programmet tæller også DM i kæmpegræskar, udskæring af Danmarks største græskar, børneforestillinger samt Monsters Night Out optog mm.

Ekspert i turisme og lektor på CBS Lise Lyck siger:
”Halloween er jo normalt at opleve gys og mørke i ellers fredelige dage. COVID-19 har og er stadig for mange noget virkeligt uhyggeligt, der mere eller mindre er til stede i dagligdagen. Det betyder, at Halloween får en helt ny rolle: Halloween bliver den hyggelige uhygge, noget der kan opleves for sjov, og det kan ske på fin vis i gode gamle Tivoli, hvor efterårets græskar kan nydes. Og måske lige netop den dør på klem til oplevelser, som oplevelsesbranchen har brug for i denne skelsættende periode uden internationale turister”.

Susanne Mørch Koch ny adm. direktør i Tivoli siger;
”Vi har øvet os hele sommeren på at give gæsterne en Tivoli oplevelse, som de kender den, samtidig med at vi har udviklet og forfinet et meget højt sikkerhedsniveau for gæsterne og de ansatte. Vi laver ikke nye tiltag i Tivoli, uden at COVID-19 sikkerhed er tænkt ind fra starten og integreret i selve oplevelsen. Derfor er vi godt forberedte til at byde gæsterne velkommen til Halloween. Det bliver klassisk hygge til børnefamilierne med Rasmus Klump og græskar i de lyse timer. Vi har i år valgt at opføre Rasmus Klump forestillinger i Glassalen med god afstand på stolerækkerne. Når mørket falder på, forvandles Tivoli til gys og uhygge med scaryhouse til især de unge gæster. En af nyskabelserne bliver det nye uhyggelige område, Kirkegaarden, med udklædte skuespillere. Det har vi placeret i området ved De Hængende Haver langs Tivolisøen for bedre at kunne sprede gæsterne ud over alle Havens 82.000 m2. Vi har taget en række corona forhåndsregler og vil løbende evaluere om det bliver nødvendigt at tage yderligere”.

Ni kæmper om DM i kæmpegræskar 2020 den 10. oktober
For 13. gang afholdes DM i Kæmpegræskar i Tivoli, og konkurrencen foregår foran Nimb. I år er der ni deltagere i finalen, der finder sted lørdag 10. oktober klokken 11:30. Sidste år blev det Jens Peder Skønager fra Ribe, der vandt med et græskar på 446,3 kilo. Vejret i år har været godt, så meldingerne fra græskar-deltagerne er, at de har ambitioner om at slå Danmarksrekorden på 589,4 sat i 2018. Måske endda også den nordiske rekord, der lyder på svimlende 857 kg. Ifølge tilbagemeldinger fra græskardyrkerne er der reel chance for ny rekord i år.

Ny Tivoli APP betyder ingen fysisk kø før besøg i scaryhouse
Alle forlystelserne er åbne under Halloween, og igen i år er der forlystelser, som kun er åbne under Halloween i Tivoli. Som fx Det Hjemsøgte scaryhouse område i Skærsilden under Rutschebanen, hvor skuespillere optræder som uhyggelige karakterer i de mørke gange. Gæsterne skal være 12 år for at komme indenfor, samt bære mundbind pga. COVID-19. Det er ikke et sted for gæster med sarte nerver. Gæsterne stiller sig i digital kø foran Det Hjemsøgte, da de via Tivoli APP bestiller tid og kaldes ind, så de kun skal vente i kort tid.

For de mindste er der også tænkt sikkerhed ind
Rasmus Klump, Græskarmanden og Flora optræder for de mindste med hele forskellige forestillinger: Pandekageskurken og forestillingen: ”Slik eller ballade”. Der bliver hver dag spillet 4 forestillinger, og instruktøren bag forestillingerne er Susanne Breuning. For at kunne have fuldt styr på afstandskrav og det maksimale antal tilskuere, er forestillingerne flyttet fra Plænescenen ind i Glassalen, hvor gæsterne kan sidde med tomme stole imellem sig, og der aldrig bliver lukker mere end 350 gæster ind til hver forestilling.

Monsters Night Out optog med 200 monstre 24. oktober
24. oktober går det løs med ca. 200 monstre i Haven, når Monsters Night Out i to optog indtager Tivoli. De gennemført udklædte monstre med sår, hugtænder og bloddryppende effekter kommer for at teste scary områderne i Tivoli. De møder op foran Hovedindgangen til Tivoli kl. 18.30, for derefter at give sig i kast med Havens forlystelser til skøn skræk og glæde for de øvrige gæster, der får en ekstra oplevelse.

Danmarks største græskar udskæres og tændes Allehelgensaften den 31. oktober
I anledning af Allehelgensaften bliver Danmarks største græskar udhulet og forvandlet til et scary-lysende kunstværk af dansk-amerikanske Malik Mabe, der er fløjet ind til lejligheden. Gæsterne kan på tætteste hold se ham arbejde med kædesav, kniv og skraber og følge græskarrets forvandling. Temaet er scary. På Allehelgensaften bliver de største græskar vist frem med lys i. Udskæringerne foregår foran Nimb og begynder klokken 11:00 den 30. oktober og fortsætter den 31. oktober.

Tivolis tiltag til en sikker oplevelse og andre forholdsregler som følge af COVID-19 findes her

Scary shop-amok i Halloween-boder
Både børn og voksne synes, det er sjovt og lidt uhyggeligt at på opdagelse blandt de mange Halloween-boder, hvor der er blodige godter, kravlende monstre og alt, man kan ønske sig til en gennemført Halloween-udklædning. Churros-fans kan se frem til, at der nu både er Churroria i Smøgen og ny churrosbod i Kinaområdet. Cakenhagen har varm chokolade og halloween-tematiserede konditorkager med udsigt til kæmpegræskar. Hos Gemyse har man premiere på ny grønsagsmenu og gæsterne kan man lune sig både på bålfadene i den lille have eller på varm æble-gløgg i drivhuset.

COVID-19 og Halloween i Tivoli
• Tivoli har fastsat et max. antal gæster, der må være i Haven på én gang og holder øje med dette ved faste tællinger.
• Tivolis 82.000 m2 giver god plads til alle gæster i overensstemmelse med myndighedernes krav om mindst 4m2 pr. gæst.
• Kontrollører ved indgangene og i Haven vejleder gæsterne om korrekt COVID-19 adfærd og påser, at sikkerhedsforanstaltninger overholdes.
• Afstandsmarkeringer og ”hold til højre” markeringer på trafikerede steder.
• Stort, synligt banner i Hovedindgangen med, at vi skal passe på hinanden.
• Indgangene er mærket tydeligt op med afstandsmarkeringer og anvisning af gå-retninger.
• Øget rengøring samt spritstationer rundt omkring i Haven.
• Plexiglas på steder, hvor medarbejderne er mindre end en meter fra gæsterne.
• På skilte og stickers rundt i Haven opfordres gæsterne til at downloade Smitte|Stop app’en.
• Rasmus Klump forestillingerne flyttes fra Plænescenen til Glassalen
• Kameraovervågning og tællere ved indgangene, så besøgstal ikke overstiger max antal gæster

Fun Facts om Halloween i Tivoli
• Der sælges ca. 1386 meter candyfloss (3466 stk.) svarende til 22 gange Det gyldne Tårn´s højde
• Der sælges 30.328 kopper kaffe og sættes de oven på hinanden rammer de en højde 10 km
• Hvis Tivoli stabler samtlige solgte franske hotdogs ovenpå hinanden ville de nå højere op end Burj Khalifa (Dubai, verdens højeste bygning på 828 meter)
• Der sælges mere end 500 kopper kakao med flødeskum, hvilket svarer til 11.998 kopper
• Der skæres mere end 30.024 skiver flæskesteg i hånden alene til flæskestegssandwich
• Der bruges mere end 35 kilo majs til at poppe popcorn til gæsterne
• Der håndsteges mere end 2.555 frikadeller
• Der pyntes med 21.825 forskellige græskar i Tivoli til en skønnet vægt på i alt 64.995,00 kilo
• Der er i alt 10.700 planter til Halloween (stauder, græsser, krydderurter, grøntsager mm)
• Beplantede tage i alt 205 m2
• Der er i alt 1900 halmballer placeret i Tivoli omkring Plænen

Halloween i Tivoli
Tivoli har altid haft behov for at udvikle sig. Det skete også i 2006, hvor Tivoli slog gitterporten op for den første halloween-sæson, der varede i 10 dage. Siden udvidedes sæsonen til 2 uger, og for tre år siden forlængede Tivoli sæsonen med en ekstra uge, så sæsonen nu i alt varer 3 uger. På den måde rammer Halloween i Tivoli både danskernes og svenskernes efterårsferie. Første sæson blev besøgt af 250.000 gæster. I 2019 blev Halloween besøgt af ca. en halv mio. gæster.

Tivoli har taget afsæt i en ærkeamerikansk tradition og har fordansket den. Det har fra starten aldrig været meningen at overføre den amerikanske tradition én til én til danske forhold. I stedet fortolker Tivoli traditionerne og lader sig inspirere af de gamle, nordiske høstfester. Man har derfor valgt at præsentere ægte og autentiske scenografier og tableauer fremfor kunstige løsninger.

© Tivoli

print

Våra samarbetspartners