Klicka på bilden, för att se hela bilden
DE DANSKE HYRDER
7 rappere, 7 personligheder og over 14.000 dedikerede fans
Se trailer for albummet De Danske Hyrder ”DDH” her:
De Danske Hyrder er for langt de fleste et ukendt navn, der nok vækker tanker om noget helt andet end ”morgendagens rapstjerner”. Men bag det usædvanlige navn, som i øvrigt er opstået på baggrund af en gammel græsk drukvise, banker syv unikke og passionerede hjerter for dansksproget rap, fællesskab og god gammeldags historiefortælling.
Historien starter egentligt lang tid før der var noget der hed De Danske Hyrder. Don Luc og T.O. (producere og rappere) har skrevet og produceret musik sammen siden de var ganske unge. Igennem de tidlige ungdomsår fungerede deres hjemmestudier som base for diverse for-fester for de nærmeste venner. Her blev der drukket, fortalt røverhistorier, jammet, rappet, sunget og indspillet, og pludselig lå et album klar. Uden de store armbevægelser besluttede de sig for at selvudgive det i 2013. De Danske Hyrder var født.
”Omdrejningspunktet for os har altid været fællesskabet. Fællesskabet omkring musikken, en fælles kærlighed til øl, fælles kærlighed til livet og til hinanden” – De Danske Hyrder.
De Danske Hyrder har fejret 3 års jubilæum i deres musikalske kollektiv og runder inden længe 15.000.000 streams, et tal de fleste artister og bands drømmer om. Bag De Danske Hyrder gemmer sig T.O., Joseph, Ado, Oli, Bering, Don Luc og Marty. Omdrejningspunktet har altid været fællesskabet. Fællesskabet omkring musikken, en fælles kærlighed til øl, fælles kærlighed til livet og til hinanden. Det lyder som meget at holde styr på – 7 unge mænd med forskellige holdninger og meninger til livet – men ikke desto mindre er det lige netop den cocktail, kombineret med et superenergisk liveshow, der har ført til de mange streams og ikke mindst de mange dedikerede fans.
”Efter at have lavet to album på Don Lucs værelse i betonparadiset Galgebakken i Albertslund, besluttede vi, at de naboer vi havde holdt vågne igennem 3 år, skulle have fred. Vi investerede i et studie. Det resulterede naturligvis i tre ugers fest …” – De Danske Hyrder.
Det kommer næppe som en overraskelse, at de tre mest populære sange hedder ”Med mine drenge”, ”Billige bajere” og ”Jeg’ fuld hele tiden og er pisse ligeglad du”. Omdrejningspunktet i teksterne er livet som unge mænd – med vennerne, med festen, med branderterne og ikke mindst med oplevelserne. Men på det nye album ”DDH” bevæger de sig også ind i en ny fase i livet. En transformation fra ung mand til rigtig mand.
”Engang handlede alt om vodka og stærk absint, nu er det kun min chokolade der er på 70%” – De Danske Hyrder ”Fucket Mig Op”.
De Danske Hyrder er også blevet et af de foretrukne bands, når gymnasierne holder fest. Men nu vil Hyrderne også gerne prøve noget større. En total udsolgt koncert på Lille Vega i december, der også senere blev valgt til årets koncert på Lille Vega, førte til et samarbejde med Birdseye Agency (MØ, Rasmus Walter m.fl.). Allerede nu venter en releasekoncert på Forbrændingen i Albertslund den 10. marts, samt koncert i Århus på Train den 8. april og ikke mindst Smuk Fest og Tinderbox Festival – Danmark skal til at gøre sig klar, for om lidt kommer De Danske Hyrder og banker rigtig hårdt på døren.
Hyrderne er fra Albertslund, og ja – Orgi-E (fra Suspekt) er naturligvis en af de 14.000 dedikerede fans, det var ham der introducerede bandet til Playground Music, der var med i de første 10 år af Suspekts fantastiske karriere. Nu runder Hyrderne snart 15 millioner streams. De er i samarbejde med Playground Music klar til noget større. Det nye kapitel starter den 3. marts med albummet ”DDH” – et album fyldt med glæde, fællesskab, minder og livsovervejelser…. og øl.
INTRODUKTION TIL DE DANSKE HYRDER
Theodor Praem (bliver kaldt Theo)
Theodor Praem aka T.O., 21 år. Fra Albertslund. Sanger/sangskriver, rapper, producer, multiinstrumentalist og showman.
”Jeg har siden jeg var meget lille interesseret mig for både at spille musik og skrive musik. Jeg elsker at være i studiet og skabe nye ting, men elsker ligeså meget at spille live og mærke reaktionerne fra publikum. Mit musikalske spektre spænder vidt, hvilket jeg synes kommer til udtryk i de altid fremragende produktioner, min producerpartner Luc og jeg disker op med.”
Youssef Raibati (bliver kaldt Ole)
Joseph, 22 år. Fra Rødovre. Sanger/sangskriver og rapper i DDH.
”Omdrejningspunktet er for mig musikken, det vil det altid være, venskabet er prioriteringen, foruden venskabet var der ikke musikken. Musik er noget jeg laver uafbrudt, alt fra DDH til “hygge” projekter for mig selv, til at lære noget om den produktive del, fordi jeg bestræber mig altid på udvide mit repertoire, blive bedre og så uafhængig som overhoved muligt. At være stilbevist, selvsikker, taknemlig, ydmyg og flittig er nøgleordene for mig.”
Adam Samuelsen (bliver kaldt Ado)
Adam Samuelsen aka Ado. 22 år bor pt i Albertslund. Flytter snart til Amagerstrand.
Sanger/sangskriver, rapper. Arbejder i vuggestue/børnehave.
”Jeg er glad af natur, har et positivt sind og siger aldrig nej til en øl. Jeg sætter stor pris på bajer, dejligt selskab og en god fest. Og har også en masse gode historier fra de utallige drukture jeg har været på… Mine visioner for DDH er at få en masse gode oplevelser med mine drenge.”
Oliver Sjur (bliver kaldt Oli, Ol eller Plaffe)
Oliver Sjur, 22 år. Født og opvokset i Albertslund, holder nu til i Valby. Sanger/ sangskriver og rapper i kollektivet.
”Der ingen nem måde at sige det på, men det er det rum hvor jeg nyder at være allermest. Musikken havde ikke være der uden venskabet, og det har kun gjort venskabets bånd tættere. Jeg nyder gerne et par hurtige sjusser og lidt kinddans når omgivelserne tillader det (hvilket er ret ofte med hyrderne). Jeg elsker musikkens univers, at udvikle mig og udfordre, men jeg ved også hvad der vigtigst og hvor jeg har min force.”
Frederik Bohn Bering (bliver kaldt Bering)
Bering, 22 år. Fra Albertslund, bor i Valby i skrivende stund. Sanger/sangskriver, rapper og figurere derudover som manager, samt booker for DDH (nu i samarbejde med birdsey agency).
”De Danske Hyrder er den familie jeg selv har valgt. Musikken havde ikke eksisteret foruden familien og det samme gælder omvendt. Musikken og det som den har bragt med sig er min legeplads og et rum for udvikling og oplevelser. ‘Manager’-rollen har forvirret mange da jeg også er med i musikken, men det har ligget i kortene da jeg har en kærlighed og måske lidt flair for kommunikativ planlægning og koordinering. Rene linjer op til showet og derefter humle an mas. Det ikke musik eller venner, men vores egen ‘Hyrde-Circle-of-Life’.”
Lucas B. Olsen (bliver kaldt Luc)
Lucas aka Don Luc. 21 år gammel og født og opvokset i Albertslund.
”Til dagligt arbejder jeg med alt fra lyd og grafisk arbejde til video. Jeg gik et år på gymnasie tilbage i 2010, men fandt hurtigt ud af at det ikke var noget for mig, så jeg lavede ikke noget og endte med ikke at kunne gå videre til 2. G. – thank god. Det er det bedste der er sket for mig. Efterfølgende har jeg udelukkende arbejdet med video, grafik og musik og startede for snart 2 år siden mit eget firma. Det er det jeg laver på fuldtid og jeg vil aldrig lave andet. Musikken kom i en tidlig alder og er min elskede hobby. Der er ikke noget bedre end at sidde i studiet, drikke bajere, lave beats og skrive tekster. Og nu, når man er kommet ud og spille en masse, kan det ikke blive bedre.
Jeg producerer vores, Hyrdernes, musik sammen med min skønne og kompetente makker, Theo og skriver og synger flere af omkvædene samt skriver og rapper på næsten alle numrene. Udover det, mixer jeg også det meste af musikken selv, laver alt det visuelle for gruppen og skyder alle videoerne.
Jeg er meget perfektionistisk og vil gerne have styr på tingene. Nogen gange er jeg for meget, synes drengene, men jeg vil kun gruppen det bedste og jeg har brugt rigtig meget af min tid på projektet siden det startede. Drengene er, ud over min kæreste og mit arbejde, det bedste jeg ved og jeg vil fortsætte med Hyrderne til det ikke fungerer længere.”
Martin Dam (bliver kaldt Marty)
Martin Dam, 22 år, rapper og sangskriver.
”Jeg kommer fra Glostrup og er derfor en af de få i gruppen, som ikke kommer fra Albertslund. Jeg sætter pris på musik i næsten alle afskygninger og har selv spillet musik siden jeg var en lille knægt. Jeg har blandt andet en stor kærlighed til musikken, da jeg kan være kreativ og udtrykke mig igennem samme. Jeg er klart den eftertænksomme i gruppen. Dog skal det pointeres at jeg aldrig takker nej til en god fest og en smule alkohol. Jeg har en kæmpe kærlighed til mine drenge og det vil jeg altid have – musik eller ej. Jeg tager, udover musikken, del i styringen af vores ApS, hvilket foregår i samarbejde med Bering. Til sidst skal det nævnes at jeg nok er den eneste af os drenge, som har sat fod i et træningscenter mere end 3 gange på det sidste år.”
Info:
De Danske Hyrder spillede en udsolgt Lille Vega koncert den 17/12 – koncerten blev stemt ind som årets koncert på Lille Vega.
De Danske Hyrder spiller releasekoncert på hjemmebanen – Forbrændingen, Albertslund den 10/3 – og besøger Smilets By på Train i Århus den 08/04.
Til sommer vælter Hyrderne bl.a. Smuk Fest og Tinderbox.
Den 3. marts udkommer deres ”debutalbum” på Playground Music.
© Playground Music